I dag skal vi stemme. Det gav jeg lige en lille løftet pegefinger om, hvorfor du SKAL gøre i går. Ikke mere moralprædiken, men i dag vil jeg gerne tippe lidt om nogle politiske emner du meget passende kunne dykke ned i. I mens agerer jeg valgtilforordnet. Det glæder jeg mig til at berette lidt mere om senere.

Terror: Only the Dead See the End of War // HBO

Jeg kan helt tydeligt huske, hvad jeg lavede den 11. september 2001. Jeg var syg og blev passet af min morfar og mormor på deres gård. Det bedste og tryggeste sted jeg, selv den dag i dag, kan komme i tanke om. Jeg var blevet placeret med tæpper i stuen foran fjernsynet, da formiddags tv’et blev afbrudt af de frygteligste billeder. Verden virkede pludselig ikke så venlig, som mit barnehjerte ellers havde opfattet den som. Den gang var det Al Quaida. I dag er det mest ISIS, vi hører om. Men en ting er helt sikkert, terror er blevet en vant og (forfærdelig) naturlighed af den verden vi lever i. En ting min generation er præget af. Jeg nægter at lade dem styre mit sind, men det gør det lidt alligevel ikk’? De styrer en stor del af verdensdagsordenen og når vi snakker politik, kan vi ikke komme uden om, hvordan terror behandles og nedkæmpes. I dokumentaren “Only the Dead” tager den mega modige journalist, Michael Ware, dig helt ind med bagved. Dokumentaren er vanvittig, lærerig, frygtelig og fascinerende. Han følger ISIS fra starten og frem til den organisation de blev til. Han giver et skræmmende indblik i deres lille hemmelige og forfærdelige klub. Jeg skal advare om at det er en meget hård dokumentar og ikke for sarte sjæle.

Feminisme: Debatten om feminisme// Youtube (fra DR)

Ligestilling og feminisme, er bestemt også et område vi ikke kan komme uden om i den politiske debat anno 2017. Jeg er selv liberal feminist, men det vil jeg egentlig ikke snakke så meget om nu. En ting er dog sikkert, den meget ekstreme feministiske retning der præger Sverige, hvor køn er socialt og vi alle er hen’er, har jeg svært ved at sluge. I programmet her fra slut 2015 mødes netop to fløje af den feministiske debat, illustreret mellem Danmark og Sverige. Alle er meget velargumenterende. Det er længe siden, jeg er så blevet provokeret, belært og fundet beundring, som ved at se denne debat. Her i 2017 er den stadig ganske relevant. Se, forstå og dan dig meninger, du helt sikkert ikke engang vidste du havde.

Miljø: Planet Earth // Netflix 

I en verden, hvor Trump påstår klimaforandringer ikke findes, hvor 15.000 forskere går sammen om at fortælle os, at vi ødelægger verden og sommeren nærmest ikke findes i Danmark mere, kan vi ikke komme uden om, at miljø er (og bør være mere) på den politiske dagsorden. Der er så mange grunde til vi skal passe på vores jord, også dem ud over den åbenlyse om menneskets overlevelse. Den engelske tv-station BBC, har lavet version 2, af deres fremragende naturserie ”Vores Verden”. Den er så utrolig smukt filmet. David Attenborough’s stemme er ikonisk beroligende og den viser dig vilde og fantastiske områder af vores jord. Vor jord som er forunderlig med et mangfoldigt dyreliv vi skal passe på. Det er en verden, du aldrig kommer til at se selv. Most likely anyways.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *