Tirsdags Tips #2 Sugardating

Jeg beundrer kvindekroppen. Den kommer i mange størrelser, i flere faconer og med helt unikke kendetegn fra kvinde til kvinde. Den er sensuel, blød og fysisk i stand til de vildeste ting. Den har også magt – og kan lede til afmagt. Senest florerer #metoo kampagnen voldsomt på de sociale medier, og tilkendegiver situationer, hvor kvindekroppen åbenbart er så fristende at almindelig pli og empati svigtes i lystens tegn. Der er mange, der har lagt krop til den slags situationer – af både større og mindre alvorlig karakter. Mange har tilsluttet sig hashtagget med deres historie for at bane en vej frem , og om end jeg ærligt indrømmer, at jeg måtte i gemmerne for at finde mine historier frem, så har jeg også mere end en erfaring at trække på i den forbindelse. Der var for eksempel den gang, jeg blev kaldt på chefens kontor, for at få en reprimande om, at jeg burde – og skulle fremadrettet – kun have højhalset på. Det forstyrrede mændene på arbejdspladsen, når jeg var nedringet. Og helt ærligt, det var så godt som intet bryst jeg viste.

Heldigvis for mig, har jeg aldrig skulle stå model til et ”virkeligt” overgreb. Et af dem, hvor man næppe skal i gemmerne for at hive erindringen frem. Det er der mange andre der har – det er en forbrydelse, som findes i alle verdens kulturer. Kvindekroppen bliver taget med magt, kvindekroppen leder til afmagt.

Kvindekroppen kan også bruges som et værktøj. Der sker i alle kulturer. Igennem hele vores tidsregning. Kvindekroppen har nemlig også en magt. Og den er seksuel. Kvinder har i århundreder benyttet denne ENE magt til at få brød på bordet. For at overleve. Prostitution er ledet af magt. Den seksuelle magt kvindekroppen dog har, i veksling for en smule af den store magt manden så ofte har.

I de seneste år er et nyt fænomen trukket frem: Sugardating. Det hedder sig, at det ikke er prostitution, og prisen er ikke engang nødvendigvis i kroner. Det er ikke gjort for at overleve, og jeg antager det heller ikke gøres ud af kærlighed. Så hvad er det så? Og hvor er magten i det her spil?

Det synes jeg er ret spændende at undersøge. I det hele taget, kan det være ret interessant, at forstå hvorfor mennesker gør som de gør, ikk’?  Specielt når det ligger fjernt fra eget liv.  Så det vil jeg dykke lidt ned i som tema denne uge. Sugar and dating – Sugardating. De tre tips spiller derfor denne tone. Se dem, hør det. Det er ret spændende, også selvom DR står bag. Det er et udmærket tidspunkt at udnytte dine licenspenge.

#1 Gina Jaqueline – En Sugardaters Fortællinger

Gina er  sugardater, og sammen med hende får man næsten lov at afprøve et sugardating liv. Hun er nemlig hudløs ærlig, lukker os ind i det luksuøse, såvel som de mindre smukke facetter. Hun åbner for fortid, for helt reelle nuværende følelser og du får lov at følge hende både i de hårdere branderter og i solskin med sommerfugle i maven. Hun åbner sit hjem, og du følger hendes lyserøde drøm, både med tøjbamser og støv på gulvet – og i pels og høje hæle på Admiralen. Hun er modig, det vil sige. Det er sejt, at stå ved hvad man gør – og åbne op. Det er der pissemeget girlpower over, hvis du spørger mig. Om historien derfra er tragisk eller fantastisk, vil jeg ikke gøre mig til dommer. Jeg vil dog sige, at jeg gennem Ginas glæde og fasthed, fornemmer jeg et lille råb om omsorg.

#2 Luder eller Lommepenge

Er sugardating egentlig et nyt begreb? Eller har vi bare, som så meget andet sat en lidt mere fancy titel på noget, der har eksisteret i evigheder? Er sugardating faktisk det magtspil, der foregår i alle forhold? Er sugardaterne bare de første til at stå ved det? Og er sex overhovedet involveret? Det er nogle af de spørgsmål, Rene Fredensborg forsøgte at besvare tilbage i 2015. Dokumentaren har fået lov at køre igen. Og den er bestemt også relevant. Specielt synes jeg, at det er en interessant vinkel, at sætte sugardating mod ”almindelige” forhold. Vil vi som kvinder ikke altid gerne have en mand, vi ved kan forsørge os? Og elsker vi ikke at blive inviteret ud – og betalt for? I mit forhold er vi meget lige, og deles om langt det meste. Men jeg kan ikke sige mig fra at føle mig lidt mere kvindelig, når min kæreste hiver pungen op af lommen først. Måske er jeg gammeldags, men jeg kan godt lide at føle mig feminin og lille en gang i mellem. Er det så virkelig så anderledes end sugardaterne?

#3 Netværket: Sugardating

Netværkets podcast episode kører også fra bølgen i 2015, men ligeså denne kan sagtens tåle at blive hørt i 2017. Netværket diskuterer forskellen mellem sugardating og egentlig prostitution. Er der overhovedet nogen? Er det bare en gråzone, der generelt bliver accepteret i vores ungdomsgeneration. De diskuterer omsorg, og om de fysiske vekslinger mellem parterne i sugardating egentlig bare er en substitution for netop det: Omsorg og kærlighed. Det synes jeg er interessant. Er vi på vej mod et samfund, hvor menneskelig kontakt er blevet så svær at omgås, at vi ikke kan gennemskue vores egentlige behov?

 

Leopard: Slut or Hot?

Jeg har altid eeelsket leopardprint, og det har i et årti været en fast del af min garderobe. Som tasker. Som tørklæder. Som bluser. Sågar en enkelt stram kjole af slagsen har sneget sig ind i mit klædeskab. Indrømmet den luftes sjældent, da jeg med skam må erkende, at mit store, lyse og ustyrlige hår kombineret med stram leopard leder tankerne en smule hen til Sylvia Fine i ”Alletiders Barnepige”. Kan I huske hende fra TV3 once upon a time? Udover hendes næse for fyldt chokolade, så er der ikke så mange andre beundringsværdige ting ved den karakter, vel?

Meget apropos, så er leopardprint en finurlig ting ikk’? Pludselig er det in og ses alle steder selv i babyafdelingen, i andre perioder opfattes det som ”trashy”. Et image de færreste vil have deres børn klædt i. I min gymnasietid var mine leo-cardiganer en stående joke. Det mærkede mig i den modsatte ende af cool (granted nok ikke kun det…).  Og helt ærligt, jeg er endda fra Provinsen. Ud over selvfølgelig Amager, burde det være stedet, hvor selv leopardprint altid holdt vande. I dag laver Ganni kjoler i printet, og du finder det på siderne i Vogue.

Mændene står forvirrede tilbage, og holder helst fast i deres ”Istedgade-associationer” lige indtil vi andre er enige igen. Min kæreste inklusiv, som helst vil undgå at følges, når jeg har min leopard frakke på (og som klart og tydeligt udtrykte sin foragtelse, da han for et øjeblik siden gik forbi computeren og så leo-sagen nedenfor…)

Men med leoprint som med så mange andre ægte kærlighedsforhold er der nogle ting, hvor det er værd at holde fast, selv når det er dårlige tider. Jeg vælger at stå fast ved min Amager-addition og glæder mig over, at trenden virker til at fortsætte en sæson eller to endnu. Og næppe bliver det bedre end i øjeblikket, hvor lyserød også dominerer. I say Hot, not Slut!

 

T-shirt Only ☆ Clutch Ulrika ☆ Jeans H&M ☆ Handsker Magasin ☆ Frakke Pretty Little Thing ☆ Støvler New Look 

 

Vintage København: Diamonds and Rust

Vintage kan være en genial ting ikk’? Man får lov til at gå på nostalgiske opdagelser i tidligere årtier, mængden af mønstre, farver og faconer danser på en langt større palet – og der er mulighed for at finde outfits, som kun du har.

For år tilbage var vintage ofte associeret med en bestemt livstil. Et bestemt image. I dag er både udbuddet og mulighederne langt større, og ikke kun for de ekstreme og beundringsværdige, der ikke kun finder vintage kjolen, men adopterer hele looket fra hår til hjem. I et smid-ud samfund som vores, er jeg vild med ideen om at puste nyt liv i gamle ting. Eller at nogens aflagte bliver andres skat. Det er for så vidt ligegyldigt, om det er et Trendsales-fund eller en perle fra 80’erne. Trenden er heldigvis netop i denne retning, og jeg synes København har massere at byde på på vintage fronten. Jeg er ikke all-in, men jeg elsker mine vintage fund, som supplerer mine masseproducerede H&M kærligheder fantastisk.

Der er kommet en ny vintage perle i København. Lidt skjult fra indreby’s støj og menneskemylder, på Sankt Peder Stræde, ligger Diamonds and Rust, og det er smutturen værd. Det er sådan en butik, hvor du ikke skal gå i store mængder og lede, men hvor perler hænger på snor. Mængden af unikum kjoler er fantastisk og ejeren er mere end hyggelig – og står selv i butikkens åbningstider. Kommer du fem over lukketid, bliver hun også gerne til en sludder, mens du finder ud af, hvordan du skal begrænse dig.

Jeg endte blandt andet med denne røde 50’er sag, der udover at den både bidrager med plisseret skørt og prikker, også har de fineste små knapper, der er lavet af perler. Det er sådan nogle detaljer, du bare sjældent finder på en helt ny kjole. Desuden er både plissé, prikker og rød temmelig in. Virkelig win-win!

Jeg havde den på til min morfars fødselsdag, og det var en overraskende glæde jeg gav ham. Jeg tror, han savner tiden hvor kvinder gik med hat og skørt. På en 79-årig fødselsdag var det en velkommen ”trip down memory lane”, til tiden hvor han selv brugte brylcreme og seler, og dansede med min mormor til midsommer-visen på engen. De mødte hinanden som karl og ung-pige-i-huset på den gård de senere købte sammen. Den form for Morten-Koch romantik findes bare ikke længere (man kan sige meget om Tinder, meeen….)

Jeg var næsten ærgerlig over at jeg ikke have tæmmet krøllerne og sat det op, for ligesom at have hyldet tiden completely. Det gør jeg næste år, når han bliver 80.

Anyway, butikken er klart anbefalingsværdig og giver dig et udmærket og lidt hyggeligere alternativ til Episode, Prag og diverse andre lidt større vintage kamre. Butikkens Instagram er desuden et kig værd. Der er så godt som hver dag en ny vintage-sag at savle over.

Ses vi i øvrigt til Hallo Vintage Kilo Marked i næste weekend?

 

 

Torsdags Tanker om Mod

Forleden dag snakkede jeg med en kvinde, der havde sagt sit job op. Ikke for et andet job. Ikke engang fordi hun ville finde et andet job. I hvert fald ikke magen til. Nej, hun ville prøve noget helt nyt. Videreuddanne sig. Og det var på trods af, at hun var mor til små børn – og ganske sikkert har alle de forpligtigelser der følger. Min kæreste startede i sommer på et helt nyt studie. Smed den uddannelse han havde i rygsækken væk, og begyndte forfra i en alder, der er noget mere end gymnasiet plus et sabbatår. Begge har taget nogle drastiske livsbeslutninger. Vendt 180 grader og er begyndt at køre den anden vej. Fordi det var det rigtige. Men det er også pisse modigt, hvis du spørger mig. Og enormt sejt.

Da man var barn handlede mod gerne om langt mere håndgribelige ting. Hvem turde klatre højest? Overlevede man hele velkomst ruten og gav hånd til alle, når man var til ”voksen-fester”? Man blev også rost betydeligt mere for at være modig. Børn hyllede den, der nåede højest. Man fik ros fra sine forældre, når man havde taget runden rundt, helt rød i hoved, men stadig med en følelses af succes.

Som jeg blev ældre fik mod en helt anden mere fysisk betydning. Jeg var hestepige, så mod kom til at handle om, at opdrage unghestene og sætte sig op på dem, der endnu ikke var tilredet – eller bare dem, der var en del større end en selv. Det gav en dumdristig følelse af tilfredsstillelse og adrenalinen kunne altid mærkes. Og det var okay, at klappe sig selv på skulderen. Man havde faktisk været modig. Det kunne alle se.

I mine teenager år (og deromkring) blev det at springe ud i nye udfordringer, noget jeg ofte gjorde. Og gerne søgte. På den konto, sad jeg blandt andet i Kommunale Elevråd, speakede mit først hesteshow, da jeg var 12 år gammel, flyttede hjemme fra da jeg var 16 år – og valgte et helt andet gymnasie end alle de andre. For jeg skulle ikke fanges i tryghedszonen. Der skulle ske noget andet. Jeg opfattede det ikke som mod. Men bare noget jeg gjorde. Fordi jeg mente det var bedste. I dag synes jeg egentlig det var ganske modigt. At tage udfordringen op uden så meget pladder.

Idet at jeg er blevet ældre, har modet forladt mig en smule. Eller tryghedszonen har i hvert fald lullet mig lidt ind. I et voksent liv tror jeg ofte, at mod handler om, at turde mærke efter. Hvad gør mig glad? Hvad kunne måske gøre mig mere tilfreds? Er mit liv, som det skal være? Det er der, det bliver farligt. For tænk nu, hvis det var noget helt nyt og vovet jeg egentlig gerne vil? Tænk nu, hvis jeg ikke er glad i min comfort-zone? Tænk hvis jeg kommer til at skuffe?

Det kræver mod (og nosser faktisk) at ændre på det kendte. At turde at tage chancen. Eller risikoen. At sige fra. Jeg hader, udtrykket ”Man ved jo hvad man har”. For hold nu op, hvor er det begrænsende. Jeg vil langt hellere leve ud fra ”Tænk nu hvad man kunne få”. Det skylder jeg mig selv. Og det korte liv jeg har. Det skylder alle sig selv.

Så jeg har besluttet at være modig, og det første jeg har gjort er at starte denne blog. Det har krævet mod. Shit, hvor har snakket mig selv ned mange gange. Som om jeg var god nok. Cool nok. Klog nok… Men jeg drømte om at prøve. Så det gjorde jeg. Måske læser nogen med. Måske ikke.

Og jeg agter at fortsætte. Med at mærke efter. Om jeg skal springe. Forandre. Prøve. Eller blive lige, hvor jeg er. Og elske det med hud og hår. For det er også modigt. At give sig hen og åbne op. Og jeg vil også være modig nok til at rose dem der satser. Punktum.

Hold mig lige op på det, ikk’?

Ti ting kun en provinsbo elsker ved København

ღ Døgnåbne Apoteker. Jeg kan stadig huske første gang, jeg fandt ud af at jeg kunne tage på Apoteket kl. 22.30 en onsdag aften. Sjældent har jeg været så barnligt op og køre. Det giver ikke ret meget mening, og jeg har ikke haft brug for natteture siden. Men alligevel er det en af de ting jeg altid fremhæver, når jeg skal sælge storby frem for provins. Risk-management måske?

ღ Lyden af et S-tog. Synet af et S-tog. Jeg har altid forbundet København med de røde toge, som huskede mig på, at nu var jeg væk hjemmefra. Jeg var ikke i provinsen, men faktisk et sted henne, hvor der var S-tog! Hvis et sted skulle være noget ved musikken hos mig, skulle jeg kunne ane et skilt med “S” et sted (tydeligvis var Frederiksberg ikke noget specielt…). Mærkeligt, men jeg får stadig lidt sug i maven, når jeg ser dem idag. Til trods for at det sker ret ofte.

ღ Døgnåbne pizzarier. Det har jeg modsat benyttet mig af mere end en gang. Jeg vil ikke snakke om det.

ღ At man kan hente pakker alle steder. Selv hos den lokale cykelhandler. Eller hos kiosken kl. 23 om aftenen.

ღ At alle forretninger er inde for rækkevide, ligegyldigt om det er helsekost eller tegneserier. Believe it or not, så var Søstrene Grene i den største del af min barndom noget man så frem til at besøge, når man var på familietur i København. En hel lille turistattraktion.

ღ At selvom jeg ikke bor i centrum, men i et ret stort boligområde med park, børn, gamle damer, løbere og hundeluftere, som den dominerede del af lokalsamfundet, så har jeg alligevel 5 indkøbsmuligheder inden for 3 minutters gang.

ღ Det er faktisk muligt for mig, at gå flere dage uden at blive konfronteret med en lidt for larmende tunet knallert. Nej det er ikke kun en fordom.

ღ Mine muligheder for at spise ude, strækker sig over mere end italiensk pizzeria og en cafeburger.

ღ I samme boldgade, der er altid mulighed for kulturel stimulans, som strækker sig over mere end biografen. Pludselig blev date-night langt sjovere at planlægge.

ღ Der er altid et arrangement! Vintagemarkeder, lukkede-gade-feste, koncerter, foredrag. You name it, you got it. I provinsen ser du frem til den årlige kulturnat og opfatter søndagsåbent i centeret, som gode weekender udflugter.

Tirsdags Tips #1 LytLytLyt

Efteråret er officielt rykket ind, om end det kan argumenteres, at det har været her siden juli. Det kan være lidt sværere at acceptere, når man ikke er helt fyldt på solskins-kontoen, men egentlig er jeg ganske stor fan af efterår. Af regnvejr. Af at kunne tænde stearinlys. Af varme sokker. Af efterårs jakker. Det hele giver en helt bestemt stemning ikke? Alting træder lidt ned i gear, man søger varmen en anelse mere.

En ting jeg altid kan mærke årstidsskift på er den musik jeg høre. Efteråret byder på lidt mere melankoli, glæden ved soul og mere lyrik end beats.

#1 Michael Kiwanuka

Jeg har alt for sent, men med stor fornøjelse lige gennemført serien ”Big Little Lies”. Ud over, at være ret anderledes, pænt tankevækkende og smukt filmet, så var den også musikalsk ret inspirerende. Set den? Lagde I mærke til soundtracket? Det og kunstneren, er virkelig mit nye efterårs crush! Soul møder R&B, cremet stemme og med helt-ind-i-hjertet-tekster. Singlen “Cold Little Heart” matcher en tur med toget perfekt. Man sidder der, i sin egen verden, iagttager alle andre, tænker – og bliver lidt små-dyb og melankolsk. Er jeg den eneste, der får det sådan?

#2 Rest in Beats

KarriereKanonen fra DR er et genialt tiltag, der giver plads til alle de musikere der kæmper for deres drøm. Der ud over, kan det for alle os andre altid være et interessant (og kæmpe stort) kartotek at fordybe sig i. Og hey, hvor cool er man ikke lige, hvis man sætter noget helt nyt og fedt på til den næste fest? 😉 Perler findes derinde!

Hvert år ender puljen med tre vindere. De har i år virkelig fundet tre stjerner, som har bidraget positiv på mine playlister. Specielt er jeg faldet for bandet ”Rest in Beats”, der består af Rezwan Farmi og Sebastian Rønde Thielke. De synger på dansk – og på en særlig uperfekt måde, som jeg falder fuldstændig for. Specielt singlen ”Fugle kan dø” er catchy, sær, smuk og dyb i en stor blanding – og passer perfekt til regnvejr og gråt humør. Jeg kan ikke sammenligne dem med nogen. De skaber deres helt egen stil.

#3 Benal

Jeg er ikke den første, og helt sikkert heller ikke den sidste, der anbefaler og sender kæmpe applaus til Benals nye plade. For ikke bare at sige Benal. Jeg har altid hørt musik med mit humør, og mine spillelister spænder derfor fra alt fra Suspekt til Tina Dickow. Benal ligger sig lækkert der imellem. Seriøse, hårde og ord-poetiske tekster, men et legende og rytmisk elektroniske beats. Når man observerer det P3-guld-vindende band, får man flere associationer til legeplads og Berlingo end hård street-lingo. Det gør kun, at jeg elsker dem endnu mere. Der er massere af flødemusik og sixpacks derude. Jeg synes det er en fest, når man bliver overrasket og udsat for noget HELT nyt på samme tid.

 

Boudoir-drømme

Situationen i mit soveværelse i disse dage er et tydeligt udtryk på, at vi er tre der bor på for få kvadratmeter. Vores lille ”kollektiv” er ret hyggeligt, men der er space-issues! Vores soveværelse fungerer både som stue, kontor, påklædningsrum og et sted at sove. Det er i udgangspunktet min kærestes møbler fra hans bachelor dage, hvilket betyder praktisk frem for noget andet. Og midt i det hele er mine blomstrede (ikke så praktiske) kjoler presset ind på et tøjstativ. First-world-problems, meeen jeg glæder mig til sommeren’ 18, hvor vi skal have sat det hele i stand og skabe et ”rigtigt” fælles hjem. Og jeg skal have et helt (og stort) garderobeskab. Eller vi. Eller nok mest mig alligevel.

Selvom der er en del tid endnu, kan jeg ikke lade vær med at lure og ønske. Jeg drømmer specielt om at skabe et med charme og lidt mørke undertoner. Der må gerne være lidt boudoir stemninger, i ordets reneste form som påklædningsværelse, men det må gerne møde boudoirfotografier og en anelse burlesque. Mere Dita Von Teese end Bree Van De Kamp. Lidt vampet og sexet. Velour og silke.
Den store opgave bliver at overbevise min kæreste om netop det: At det er sexet og ikke feminint. Den tid den sorg.

Sengen er en gammel kærlighed fra Ikea, som de desværre ikke sælger mere. Jagten går på en der minder om – eller en endnu mere fantastisk sengegavl. Men jeg har ikke forelsket mig endnu. Det kunne også være ret lækkert at tapetsere væggen, den skal stå op af med noget smukt tapet. Jeg bliver dog helt træt bare af tanken om at sætte tapet op!

Blå velourpude Créton Maison ✎ Blå velourpude med mønster H&M ✎ Spejl Reflections Super ✎ Lilla lampe med velour skræm Margit Brandt ✎ Grå velourpude med mønster H&M
✎ Lys med blomster H&M ✎ Kimono i velour H&M

Welcome to my World!

Velkommen til! Hvem er jeg? Provinsbo i hjertet, men mit mest velfungerende forhold til dato har været med København – og med københavneren jeg faldt for. Studerende i noget så firkantet, som økonomistyring og strategi, men med en dybt følt kærlighed til alt med nuancer, og en generel tilbøjelighed til at søge forskellighed. Jeg er vild med folk, der kan inspirere og udfordre. Selv er jeg hyppig donor til janteloven, men med et ønske om at trodse min tilbøjelighed. Her kommer bloggen ind i billedet, som gerne skulle være en udfordring, en undskyldning for mit (for) store shopping-budget, en hyldest til København, et forsøg på at dele (også det uperfekte), et talerør – og måske en inspiration? Ready-set-go.