Kategori: Torsdags Tanker

Torsdags Tanker om demokrati

I tirsdags bragt DR en historie om Abdullah fra Syrien, der ikke bare ville stemme til kommunalvalget, men som også så det som en fest dag. Han havde glædet sig til at skulle sætte sit kryds, havde brugt timer på at sætte sig ind i sine kommunalpolitikere’s holdninger og taget sit pæneste tøj på. Tirsdag aften skulle det fejres med middag med vennerne. Historien er fantastisk. Den får mig til at smile over, den her unge mand, der virkelig er blevet integreret og hvor det danske samfund har bidraget med noget helt nyt og positivt i hans liv: Et demokrati – sågar et hvor han kan stole på resultatet.

Historien gør mig dog også lidt trist på to fronter. Først og fremmest er det jo utrolig sørgeligt, at nogle mennesker  lever i lande, hvor diktatur og undertrykkelse af meninger er virkeligheden. Men det gør mig også lidt sørgelig af en anden grund. Abdullahs historie sætter tyk streg under en ting og det er, hvor ofte vi tager tingene for givet i den vestlige verden. Vi har et velfungerende demokrati, og alligevel er stemmeprocenten lav og vi engagerer os ikke. Abdullah er et levende bevis på, at vores virkelighed ikke er en selvfølge. Jeg er ret meget med på den der med, at vi ikke kan stole på politikerne. Men så længe vi ikke stemmer, så får vi i hvert fald slet ikke ændret det.

Det var i den tankebane jeg også var, da min kæreste og jeg meldte os som valgtilforordnede. I et humør, hvor vi havde lyst til at bidrage til demokratiet den smule vi kunne, uden at skulle gå ind på den store politiske arena. Jeg var som ung medlem af en politisk ungdomsorganisation, men ærlig ville jeg ikke kunne finde et parti i dag, hvor jeg virkelig ville føle, at jeg hørte til. Men som valgtilfordnet kunne jeg både få lov at bidrage til demokratiet – ikke politiken – og få et indblik i systemet.

Det er en ret lang dag, man har som valgtilfordnet, men det er virkelig også både interessant og hyggeligt. Meget modsat min fordom, er det faktisk ikke længere (i hvert fald ikke i vores valgkreds) kun ældre mennesker. Derudover er de ældre mennesker, der ligesom os andre knoklede afsted på den gode side af en 17 timers arbejdsdag, virkelig inspirerende. Mange af dem havde bidraget og hjulpet til ved hvert valg siden de var unge.

Det foregår sådan, at man er på hele dagen og ellers har jævnlige pauser til at trække vejret. Det vil altså også sige, at man f.eks. er med til at udlevere stemmesedler og validere i systemet. Til sidst tælles de stemmer, man hele dagen har skabt fundament for kan afgives. Man møder sit lokal samfund, får indblik i stemmeprocenter og har generelt en dag, hvor stemningen er god og demokratiet fejres. Alt foregår så fornuftigt, mens alle spiser pænt meget chokolade. Samlet set, og ja chokoladen tæller, er det en opgave jeg gerne påtog mig igen. Min viden og samvittighed har generelt fået det en anelse bedre af oplevelsen.

Valgsteder er jo som regel på skoler eller i haller. Vi var på en af de lokale skoler. Den havde set bedre dage, og var generelt et lidt skuffende syn. Det kan København gøre bedre! Men børnene havde forsøgt det bedste de kunne på at gøre det hele lidt pænere. Det var nu lykkes dem ret fint synes jeg! 

Torsdags Tanker: “Råd” til at lave et budget

Det at være ung, uden lån, hus og andre større forpligtelser kan ofte være ensbetydende med rod i økonomien, mere spontanitet end planlægning – og pasta med ketchup sidst på måneden. Jeg var 13 år, da jeg fik mit første job og har været på arbejdsmarkedet lige siden, så jeg fik i en rimelig tidlig alder en forståelse for, hvad værdien af penge er. Det gør mig bestemt ikke til en helgen, og jeg har også stået mere end én gang og vendt den sidste krone et par dage inden løn. Begge dele er erfaringer, jeg helst ikke ville være foruden, for det har givet mig en forståelse for vigtigheden i at forsøge sig med at være økonomisk spåkone. Man behøver nemlig slet ikke være sådan rigtigt voksen for, at et budget er en super god ide. Selvom SU’en sjældent rækker langt, specielt med københavnske bolig priser, kan man altså afhjælpe økonomisk rod en hel del. Er jeg for moralprædikende og er det i virkelig alt for elementært? Ligegyldigt hvad, har jeg i hvert fald et par råd:

#1 Kodeordet er spåkone

At ligge et budget for måneden er en rigtig god ting, det kan appsene Spiir og Lommebudget jeg tippede om i tirsdags, hjælpe godt på vej til. For at få et godt overblik, handler det også om at tackle uforudsete udgifter ved at lege økonomisk spåkone. Her er Excel din ven. Det er det bedste værktøj du kan finde, også selvom du synes, at Excel er forbeholdt CBS-nørder og ret kedeligt. Your secret is safe with me.

#2 Negativ på indtægter

Først og fremmest skal du have overblik over dine indtægter. Fastlønnede har det nemt på den front, da man kan være rimelig sikker på det samme beløb hver måned. Er man timelønnet, som de fleste studerende, så er det en anden sag. Der er kun en vej til at spå om fremtiden, og det er at se på historikken og så lave et gennemsnit. Hvad får du ca. om måneden? Vær altid en smule negativ med indtægterne, og sæt det lidt lavere end måske realistisk. Det er bedre, at blive overrasket end forskrækket. Og overraskelsen kan måske endda købe dig den der nytårskjole, du egentlig synes var for dyr!

#3 Hug en hæl og klip en tå

På præcis samme måde skal det gøres med udgifter. Hvilke regninger ligger der hver måned? De skal plottes ind i budgettet. De fleste af os har desuden en del regninger, der falder hvert kvartal eller halvårligt, for eksempel licens (der altid har en tendens til at for selv den bedste ud af den) De skal fordeles ud på månederne. Det er bedre at regne med månedlige poster end halvårlige, så man får fordelt sine udgifter ud og ikke pludselig står med et kæmpe beløb på en måned og føler sig mega fattig.

Derudover, skal man altid være være lidt negativ, når det kommer til forbrugsregninger som el, vand og varme. Regn hellere med en lidt større regning end din fornemmelse siger, for du tænder alligevel varmen i allerede september og glemmer at slukke lyset en gang imellem, også selvom du sværger, at du ikke gør.

#4 Din opsparing er en regning 

Det er langt nemmere, at få lagt til side til en opsparing, hvis man behandler det som en regning. Et fast beløb, der automatisk bliver trukket på din lønkonto til den første hver måned. Beløbet skal selvfølgelig sættes i et niveau, så du stadig kan følge med. Jeg vil love dig, at du mærker ikke på samme måde, at de er væk, hvis du gennem netbank laver en fast overførsel og behandler den på samme måde, som du ville husleje. Du sender nok ikke dig selv rykkere, hvis du ikke overholder forfaldsdatoen, men lad som om!

#5 Uden mad og drikke duer helten ikke!

Det kan være enormt svært at beregne sit madforbrug, men prøv dig alligevel frem. Hold øje med det en måned eller to. Det beløb skal du hæve kontant, sætte over på en helt unik madkonto eller deslige. Hvis dit madforbrug bliver lagt til side allerede den 1. i måneden, har du først og fremmest et bedre overblik over dit forbrug, men du ender næsten med sikkerhed heller ikke med havregryn sidst på måneden. Dette er helt ærligt noget sjovere i teorien end i virkeligheden, ligegyldigt hvor flot den Mulberry taske er, og hvor meget bosslady du følte dig som, da du fik forhandlet den ned på Trendsales.

#6 Budgetkonto is the thing! 

Hvis du har fulgt alt det ovenstående, vil du til sidst stå tilbage med summen af det, der svarer til dine månedlige betalinger. Det beløb skal du have lavet en fast overførsel på fra din lønkonto til en budgetkonto. Budgetkontoer er ikke kun for voksne, og du vil med sikkerhed føle, at du nærmest aldrig skal tænke på din økonomi igen. I mange banker kan du sågar selv oprette en budgetkonto over netbank, så du behøver ikke engang have en samtale med den der bankrådgiver, du ikke kan lide (kan nogle virkelig sådan rigtigt lide deres bankrådgiver?). Opsparingen skal selvfølgelig ikke med over på din budgetkonto, men laves som fast overførsel til en opsparing. Desuden havde vores forældre jo ret, du skal selvfølgelig lave PBS aftaler på alle dine udgifter.

Og vupti! Happy shopping for resten, med næsten god samvittighed 😉

Torsdags Tanker om at være glad

Hvad gør dig glad? Egentlig et ganske simpelt spørgsmål, men det er det bare slet ikke, når det kommer til stykket. Jeg kan i hvert fald godt have rigtigt svært ved at skelne imellem de ting jeg fylder mit liv med, fordi jeg er nødt til det eller føler jeg skal, og de ting jeg vælger til, fordi de jeg gerne vil. Fordi de gør mig glad.

For halvandet år siden flyttede jeg til København. Jeg var ret gammel i forhold til, hvornår de fleste vælger at immigrere til storbyen. Flytningen faldt oven på flere år, hvor jeg ikke helt var sikker på, hvordan jeg gerne ville fylde mit liv – både på den lange bane, men også Hvor jeg skulle være, for at føle jeg hørte til. I mig har der altid eksisteret en splittelse, mellem glæden for det landlige, heste, natur og at være tæt på min familie. Samtidig har jeg altid hiet efter at føle mig lille i det urbaniserede. Lysten til, at bo i lejlighed, at have flere nuancer og flere tilbud. I processen med at vælge, boede jeg i lange perioder hos min nærmeste veninde i København, når det kunne lade sig gøre. Og søgte så hjem engang imellem. Det er en utrolig sigøjner tilværelse, men også virkelig en periode, som jeg husker som lykkelig. Alligevel ledte jeg med lys og lygte på daværende tidspunkt efter et job i København, nok mest så jeg kunne overbevise mig selv om, at det var det rigtige at flytte. Jobbet kom, og ligeledes gjorde min Københavner-kæreste. Han var stålfast på at blive i byen for altid, og så var valget pludselig nemt. For han var trods alt (og er endnu) det vigtigste overhovedet.

Efter flytningen kom den bare ikke, den der alt overskyggende følelse af at være “kommet hjem” og bare være glad. Pludselig fik jeg hjemve, savnede provinsen og de mennesker, der bor i den. Det til trods for, at mit liv (for første gang måske) kørte stabilt og var fyldt med kærlighed. Det satte gang i en proces, hvor jeg har været nødt til at prøve at finde ud af, hvad jeg manglede for at blive glad. Hvad fra mit provinsliv manglede? Hvad i provinsen, var mere et spørgsmål om dårlig samvittighed over ikke at være tilstede. Hvad i mit stabile københavner-liv, var i virkeligheden bedre på papiret end for mig? Det er ikke nemt, og processen er helt sikkert on-going, men i først omgang har jeg sagt ja til et føl. Jep et føl, som er en ”barne-hest” for de mindre hestekyndige. Han er dejlig, og tiden med ham gør mig glad. Det betyder dog ikke jeg skal tilbage til provisen, men at han om nogle år, når han bliver ældre og jeg lidt rigere, skal være københavner-hest. Altså på et opstaldningssted, min kæreste er large, men en hest i lejligheden går nok ikke. Det betyder også, at jeg håber 2018 bliver året, hvor vi udvider vores lille familie med en hund. Det er der jeg er kommet til nu. At det der gør mig glad er dyr og tiden med dem. Det er lidt svært at tilpasse med en tilværelse i byen, men den gør mig også glad. Byen altså. Og mest af alt min københavner.

Det virker såre simpelt, når jeg skriver det. Men det har virkelig været svært, at skille fra og til i, hvad jeg manglede (mangler). Måske er det sådan vi som mennesker er, altid fokuserede på det vi ikke har? Måske er man, som kvinde for fokuseret på alle andres behov, så man glemmer sine egne? Og måske er jeg ikke den eneste provinsbo, der faktisk savner provinsen, med alle dens downsides, selvom det altid fremstår, som et glasbillede at have et ungdomsliv i København.

Torsdags Tanker om Nørderi

Jeg har forsøgt at køre lidt rundt om emnet nørderi i denne uge. Indtil videre er det blevet til både nogle nørdede podcast, men også et lille indlæg fra mit nørdede hjørne.

At være nørd, er generelt ret udskældt. Begrebet er sådan rent definitionsbaseret en person, der er stærkt interesseret i et bestemt emne. Vi opfatter det i dag nok mere, som et koncept hvor en person er FOR interesseret i et område og det er gerne enten naturvidenskabeligt eller i en eller anden computer teknisk forstand. Samtidig opfattes det som om, at nørden har et hint af social akavethed. Vi lægger en tyk streg af negativitet over emnet.

Jeg ville ønske, at jeg var mere nørdet. At jeg havde tålmodigheden til, at sætte mig godt ind i et emne. At jeg kunne blive opslugt, altså virkelig være hundrede procent interesseret. Min hjerne er nok desværre en anelse for resultatorienteret, og glemmer processen og min krop er bestemt af den mere urolige af slagsen. Jeg har snart gennemført et universitetsstudie, og selvfølgelig giver det en vis form for ”ekspertviden”. Det havde også været svært, at gennemføre hvis ikke jeg fandt det interessant. Men er jeg økonominørd, som nogle af de virkelig Excel kyndige, jeg læser med, der også bruger tiden udover det ”nødvendige” på det? Nej. Er jeg rigtigt CBS-nørd, der bruger min viden om finansiering og aktier, på også at skabe værdi for mig selv? Nej. Så fanget af den verden er jeg bare ikke. Desværre.

Jeg er omgivet af nørder. Min kæreste, som læser en naturvidenskabelig uddannelse og glad for computerspil, er typen der ved det meste om alt fra astronomi til Romerriget og ved han ikke noget om et emne, bruger han gerne tid på at finde ud af det. Han er nørd (og i øvrigt ikke social akavet overhoved). Min bror er mekaniker, og en dygtig en af slagsen. At se ham snakke motor, er som at se øjnene på et barn juleaften. Min far har et bibliotek på størrelse med vores lejlighed, fyldt med bøger om Anden Verdenskrig. Han har læst selv de mærkeligste af slagsen om den tid. Kampvogne i Polen i år 1944 kunne sagtens være en titel.

Jeg misunder dem og jeg respekterer dem. Først nu i min opremsning slår det mig, at de fleste (voksne) nørder, jeg kender i kategorien er mænd. Måske det er mærket af, at vi kvinder gerne har 1000 ting vi synes, vi skal nå – og aldrig finder nuet og tiden til virkelig at fordybe os?

Jeg ved en ting eller to om heste. Det samme om hudpleje, som jeg nævnte i mandags. Begge mine interesser er kommet med en god portion praktisk erfaring. Det gør det nemmere for mig at fordybe mig. Jeg (og mange andre kvinder) bør blive bedre til at være hvor vi vil, og ikke sprede os over alting, som skal nås hele tiden.

Jeg vil gerne være mere nørd. Jeg ville gerne vide mere om en enkelt ting end lidt om meget. Sådan er jeg nok ikke. Men jeg respekterer dem der kan og dem der kan sidestille andet og fokusere på én ting. Måske var det en ide, at vi brugte tid på at hylde det noget mere. At vi bidrog til, at skabe en base for, at dem der har viden, er dem der er cool. Måske den unge generation også ville tage det til sig hvis vi i en voksen generation kunne lægge fordommene fra os?

Torsdags Tanker om Sugardating

De fleste af os kan vel blive enige om, at vi ikke ønsker ulighed i vores samfund– socialdemokratisk orienteret eller ej. At magtforholdet generelt ikke må være ulige fordelt. I den skandinaviske verden ønsker vi heller ikke, at det er gældende i vores menneskelige relationer – og slet ikke i vores parforhold. I en sugardating relation, bliver der handlet. Der er en som sælger sin tid og måske endda mere, selvom det ikke er oplagt i begrebet, at sex er en del af den klassiske sugarbabe and sugardaddy relation. Det er generelt gerne den med størst økonomiske rådighed, som har magten ligegyldigt sammenhængen. Der er ikke balance i magtforholdet, når det kommer til sugardating. Manden har magten, og kvinden sælger sin krop. Det gør hun også selvom, at hun ikke dyrker sex med sin sugardaddy, hvis du spørger mig. Hun giver sin tid ud, hun klæder sig på i et flot outfit – hun gør noget, hun ikke nødvendigvis ville have gjort, hvis sugardaddy’en ikke betalte hende eller medbragte status. Gør det sugardating til gråzone prostitution? Jeg er ikke sikker. I mit hoved minder det meget, om Hugh Hefner og hans bunnies. De boede hos ham, gik ud med ham, havde sex med ham sågar – og de delte ham med andre bunnies. Det var ikke parforhold. De havde helt sikkert ikke gjort det, hvis ikke han var THE PLAYBOY, men jeg har heller aldrig opfattet det som prostitution.

Jeg ønsker personligt ikke et samfund, hvor der bliver skelet til dem der vælger anderledes. Jeg ønsker ikke at dømme dem der har en fetich, kun går i sort, helst vil være singler resten af deres liv eller beslutter sig for at få plastik bryster. Jeg ønsker et samfund, hvor vi kan gøre, som vi har lyst til og hvor vi ikke dømmer hinanden selvom andres livsvalg en gang imellem ligger langt fra vores egne. Jeg ønsker plads til forskellighed.

Fornyeligt bestemte regeringen at indføre et maskeringsforbud, primært for at ramme muslimske kvinder, der er iklædt burka eller hijab. Men med det forbud gjorde de dog også noget andet. De tog en beslutning at vi som samfund skal bestemme, hvordan du skal være i klædt og at det er op til samfundet at forudbestemme, hvornår du som kvinde er undertrykt. Jeg ved godt, at nogle tildækkede kvinder er undertrykte. Jeg tror også, at nogen finder begrænsningen i at dække sig til for en frihed. At nogen vælger det selv. Havde det ikke været bedre, at vi anvendte nogle præventive tiltag – og fokuserede på dem, hvor det egentlig er galt? Spurgte dem, hvordan de har det? Min pointe er, at vi en feministisk debat og fokus på kvindefrigørelse er meget hurtige til at ”jump to conclusions”. Vi tager stilling til, hvad vi selv ville have lyst til, hvad vi selv finder undertrykkende eller forkert OG beslutter så, at alle andre må have dem på samme måde. Vi udarbejder kvindekvoter til bestyrelser, og beslutter at professionel magt er det kvinden skal og vil have. Alt dette uden egentlig at tage stilling til, om en af grundene til at kvinder ikke er særlig repræsenteret i høje stillinger er fordi størstedelen helst vil bruge deres tid og energi på deres børn og hjem?

Vi beslutter, at sugardating er for kvinder der ikke har det godt, og som har et usundt forhold til deres krop. Det er givetvis også rigtigt i mange tilfælde, en nylig undersøgelse viste at 80% af sugarbabes, havde været seksuelt misbrugt som børn. Noget tyder jo på, at en stor del af sugardaters måske har det skidt. Netop som Netværket behandlede i deres podcast (se her), så spiller manglende omsorg en rolle. Sugerbabes finder måske opmærksomheden og den materielle gestus, som substitution for ”rigtig” kærlighed. Men nogen gør måske ikke.

Skal vi dømme? Skal vi beslutte at sugardating helt og aldeles er forkert? Eller skal vi tro Gina, når hun siger, at hun er helt tilfreds med sin tilværelse?

Torsdags Tanker om Mod

Forleden dag snakkede jeg med en kvinde, der havde sagt sit job op. Ikke for et andet job. Ikke engang fordi hun ville finde et andet job. I hvert fald ikke magen til. Nej, hun ville prøve noget helt nyt. Videreuddanne sig. Og det var på trods af, at hun var mor til små børn – og ganske sikkert har alle de forpligtigelser der følger. Min kæreste startede i sommer på et helt nyt studie. Smed den uddannelse han havde i rygsækken væk, og begyndte forfra i en alder, der er noget mere end gymnasiet plus et sabbatår. Begge har taget nogle drastiske livsbeslutninger. Vendt 180 grader og er begyndt at køre den anden vej. Fordi det var det rigtige. Men det er også pisse modigt, hvis du spørger mig. Og enormt sejt.

Da man var barn handlede mod gerne om langt mere håndgribelige ting. Hvem turde klatre højest? Overlevede man hele velkomst ruten og gav hånd til alle, når man var til ”voksen-fester”? Man blev også rost betydeligt mere for at være modig. Børn hyllede den, der nåede højest. Man fik ros fra sine forældre, når man havde taget runden rundt, helt rød i hoved, men stadig med en følelses af succes.

Som jeg blev ældre fik mod en helt anden mere fysisk betydning. Jeg var hestepige, så mod kom til at handle om, at opdrage unghestene og sætte sig op på dem, der endnu ikke var tilredet – eller bare dem, der var en del større end en selv. Det gav en dumdristig følelse af tilfredsstillelse og adrenalinen kunne altid mærkes. Og det var okay, at klappe sig selv på skulderen. Man havde faktisk været modig. Det kunne alle se.

I mine teenager år (og deromkring) blev det at springe ud i nye udfordringer, noget jeg ofte gjorde. Og gerne søgte. På den konto, sad jeg blandt andet i Kommunale Elevråd, speakede mit først hesteshow, da jeg var 12 år gammel, flyttede hjemme fra da jeg var 16 år – og valgte et helt andet gymnasie end alle de andre. For jeg skulle ikke fanges i tryghedszonen. Der skulle ske noget andet. Jeg opfattede det ikke som mod. Men bare noget jeg gjorde. Fordi jeg mente det var bedste. I dag synes jeg egentlig det var ganske modigt. At tage udfordringen op uden så meget pladder.

Idet at jeg er blevet ældre, har modet forladt mig en smule. Eller tryghedszonen har i hvert fald lullet mig lidt ind. I et voksent liv tror jeg ofte, at mod handler om, at turde mærke efter. Hvad gør mig glad? Hvad kunne måske gøre mig mere tilfreds? Er mit liv, som det skal være? Det er der, det bliver farligt. For tænk nu, hvis det var noget helt nyt og vovet jeg egentlig gerne vil? Tænk nu, hvis jeg ikke er glad i min comfort-zone? Tænk hvis jeg kommer til at skuffe?

Det kræver mod (og nosser faktisk) at ændre på det kendte. At turde at tage chancen. Eller risikoen. At sige fra. Jeg hader, udtrykket ”Man ved jo hvad man har”. For hold nu op, hvor er det begrænsende. Jeg vil langt hellere leve ud fra ”Tænk nu hvad man kunne få”. Det skylder jeg mig selv. Og det korte liv jeg har. Det skylder alle sig selv.

Så jeg har besluttet at være modig, og det første jeg har gjort er at starte denne blog. Det har krævet mod. Shit, hvor har snakket mig selv ned mange gange. Som om jeg var god nok. Cool nok. Klog nok… Men jeg drømte om at prøve. Så det gjorde jeg. Måske læser nogen med. Måske ikke.

Og jeg agter at fortsætte. Med at mærke efter. Om jeg skal springe. Forandre. Prøve. Eller blive lige, hvor jeg er. Og elske det med hud og hår. For det er også modigt. At give sig hen og åbne op. Og jeg vil også være modig nok til at rose dem der satser. Punktum.

Hold mig lige op på det, ikk’?