Jeg har taget en HHX studentereksamen, hvilket betyder at jeg lige præcis intet naturvidenskabeligt har i min bagage andet end det fra folkeskolen. Derudover valgte jeg en videregåendeuddannelse, som ligger i helt andet land end bioforskning, zoologiske vidundere og forståelsen for genmutation. For nogle år siden var alt det overstående også noget nær det kedeligste, jeg kunne komme på. Det var indtil jeg mødte min bedre halvdel som ved alt muligt om alt det ovenstående – og introducerede mig for en podcast verden af videns-nørderi. En verden, hvor alt det kedelige, bliver fortalt på måder, som selv jeg kan forstå og finder interessant. Det er en sjov ting med almen viden ikk’? Vi har alle vores områder. Det har været lidt en rejse, men jeg er kommet til at holde af at vide mere om, hvad der foregår i forskningens verden og hvordan vores fremtid måske kunne komme til at se ud. Så meget, at jeg har lyst til at dele et par nørdede tips:

Hjernekassen

Hvem falder ikke for brødrene Madsen? Den ene af slagsen, Peter Madsen, guider dig gennem en lille times podcast fra P1 en gang om ugen. Det er ikke den mest nørdede af slagsen, og det der egentlig gør programmet fedt er, at han tager et emne og virkelig går i dybden med det, sammen med et hold af eksperter. Han har gjort mig klogere på, hvordan de brugte LSD i psykiatrien på Frederiksberg Sygehus, taget mig på en rejse i spiseforstyrrelsens verden og gjort mig klogere på skilsmisser. Emnerne i Hjernekassen kan være af den mere komplekse natur, men generelt er de ret spiselige. Fælles er det, at Peter Madsen, snakker til selv den mest udenforstående og bidrager med både lidt humor og charme til hvert emne. Programmet virker altid en anelse uforberedt og impulsivt. Det gør det menneskeligt, hvilket gør at jeg føler mig velkommen i den ellers fremmede verden.

Videnskab.dk

Her bliver emnerne en anelse mere nørdede, men til gengæld varer programmet kun en halv times tid og man bliver udsat for mere relevante emner på et lidt mere overfladisk niveau. Værten er selv uddannet i den samfundsvidenskabelige verden, og interviewer journalisterne fra videnskab.dk om ugens artikler og højdepunkter. Hans egen ”uvidenhed” om de mange emner gør, at det er lidt mindre komplekst og let spiseligt. Det er en god podcast, når man bare gerne vil smage på de relevante historier. Podcasten bliver optaget på redaktionen, og larmen fra dagligdagen og den lidt distræte vært, gør også denne podcast mere velkommen for selv en økonomistuderende, som jeg.

24 spørgsmål til Professoren

Her bliver det nørdet. I en lille time går de virkelig i dybden med et ofte ganske komplekst emne. Det er helt sikkert ikke alle emner, du vil finde lige interessant – men podcasten er god. Den gør dig klogere. Jeg er vild med værten Lone Frank, som jeg først rigtigt faldt for, da jeg hørte hende til debat i Politisk Salon i foråret. Hun er arrogant på den der måde, hvor hun godt kan tillade sig det for hun er lynende intelligent, smart, cool og fuld af girlpower.