Kategori: Nørd

Comic Art

Vi står snart over for et indretningsprojekt af de lidt større. Det skal være et ”voksen hjem”, et hjem vi gerne skulle blive i en del år endnu – og et hjem der rummer os begge. Da min kæreste har lige nøjagtigt 0 % interesse i interiør, kan det godt blive lidt en faldgruppe, at jeg får indrettet et meget feminint hjem af slagsen. Så længe det også giver den værdi møblet rent praktisk skal have, er han sådan set ligeglad. Altså, kan man sidde godt i velour stolen, så er det helt okay jeg køber den. Det er jo dejligt, at vi ikke skal slås om det, men jeg vil også gerne have et hjem der rummer os begge.

Min kæreste er lidt en nørd (sådan meget), du ved typen der læste alle tegneserier i en serie som barn. Og lige der, er der faktisk noget vi kan være fælles om. Jeg har aldrig læst en tegneserie, men illustrationerne i dem, kan jeg godt finde spændende. Sådan næsten helt med et ”kunstøje”. Specielt Tintin universet fanger mig med den specielle og minimalistiske tegnestil, som er blevet unik for Tintin tegneserier. I studentergave af mine bedsteforældre fik jeg et gavekort til en kunsthandler, da de var velvidende om min interesse for den illustrative verden. Jeg brugte timer i galleriet, for at finde det helt rigtigte og faldt for et litografi af Ole Ahlberg. Han bruger Tintin i sine billeder, og udsætter ham for diverse komiske hændelser. Blandt andet satte han ham sammen med Gustav Klimts kysset, en kombination jeg ikke kunne stå for.

Så her kan vi finde et fælles ståsted. Vi skal ikke pryde hele vores hjem med ”Comic Art”, men jeg tror nogle stykker skal udvælges til at fange en ånd der minder om os. Det er nok også sådan ca. det eneste fælles punkt vi har udover at være barnligt glade for lasagne – og måske lidt menneskelige værdier 🙂 Der findes heldigvis mange fine af den slags efterhånden.

De mere seriøse

Første Mr. Panesar // Mellemste Untitled // Sidste Pienosudesigns

Jeg tænker, at når man går all-in på Comic Art i et “rigtigt” hjem, kan det nok være en udemærket ide, at holde sig lidt i de neutrale toner. Jeg er vild med humoren i det første, selvom de muligvis er sjovere her på computeren end egentlig at have på væggen. Billedet i midten af “Millenium Falcon” går fuldstændig i mit Star Wars elskende hjerte, og er stadig riiimelig “seriøst” at kigge på.

Blå nuancer

Første RockSaltPrints // Mellemste DoctorPrints // Sidste Solveig Hvidt 

Jeg er vild med blå nuancer i indretningen, det giver et roligt look samtidig med at det bidrager med liv. Jeg er helt vild med billedet i det første og det sidste fordi de netop gør det jeg gerne vil. De forener det nørdede og maskuline med det feminine.

De sjove – Kessinger

Begge Brian Kesinger

Kesinger, som står bag begge illustrationer, har en blød og fin tegnestil, hvis du spørger mig. Men igen er det virkelig hans humor, der fanger mig. Det kan godt blive for meget, med det sjove – men jeg er også big time sucker for det uhøjtidelige. Vi er ret gode til, at have ting til det kommende fælles hjem med tilbage når vi har været ude og rejse. Vi har allerede et par liggende, der venter i den uhøjtidelige kategori. Ærligt er det nok det eneste, der afholder mig fra ikke at gå “fuld mental” på Kessinger.

TinTin Stregen

Første Faraos Cigarer // Mellemste Ole Ahlberg // Sidste Faraos Cigarer

Der er mange muligheder for, at få Tintin implementeret i hjemmet. Faktisk tror jeg, at han er den tegneserie figur, der er lavet absolut flest Comic Art – genstande med. Det midterste billede er af samme kunster, som det jeg allerede i min “unge år” anskaffede mig, det sidste er af en orginal Tintin forside og det første et gængs plakat, hvor der netop er leget med stregen.

 

Torsdags Tanker om Nørderi

Jeg har forsøgt at køre lidt rundt om emnet nørderi i denne uge. Indtil videre er det blevet til både nogle nørdede podcast, men også et lille indlæg fra mit nørdede hjørne.

At være nørd, er generelt ret udskældt. Begrebet er sådan rent definitionsbaseret en person, der er stærkt interesseret i et bestemt emne. Vi opfatter det i dag nok mere, som et koncept hvor en person er FOR interesseret i et område og det er gerne enten naturvidenskabeligt eller i en eller anden computer teknisk forstand. Samtidig opfattes det som om, at nørden har et hint af social akavethed. Vi lægger en tyk streg af negativitet over emnet.

Jeg ville ønske, at jeg var mere nørdet. At jeg havde tålmodigheden til, at sætte mig godt ind i et emne. At jeg kunne blive opslugt, altså virkelig være hundrede procent interesseret. Min hjerne er nok desværre en anelse for resultatorienteret, og glemmer processen og min krop er bestemt af den mere urolige af slagsen. Jeg har snart gennemført et universitetsstudie, og selvfølgelig giver det en vis form for ”ekspertviden”. Det havde også været svært, at gennemføre hvis ikke jeg fandt det interessant. Men er jeg økonominørd, som nogle af de virkelig Excel kyndige, jeg læser med, der også bruger tiden udover det ”nødvendige” på det? Nej. Er jeg rigtigt CBS-nørd, der bruger min viden om finansiering og aktier, på også at skabe værdi for mig selv? Nej. Så fanget af den verden er jeg bare ikke. Desværre.

Jeg er omgivet af nørder. Min kæreste, som læser en naturvidenskabelig uddannelse og glad for computerspil, er typen der ved det meste om alt fra astronomi til Romerriget og ved han ikke noget om et emne, bruger han gerne tid på at finde ud af det. Han er nørd (og i øvrigt ikke social akavet overhoved). Min bror er mekaniker, og en dygtig en af slagsen. At se ham snakke motor, er som at se øjnene på et barn juleaften. Min far har et bibliotek på størrelse med vores lejlighed, fyldt med bøger om Anden Verdenskrig. Han har læst selv de mærkeligste af slagsen om den tid. Kampvogne i Polen i år 1944 kunne sagtens være en titel.

Jeg misunder dem og jeg respekterer dem. Først nu i min opremsning slår det mig, at de fleste (voksne) nørder, jeg kender i kategorien er mænd. Måske det er mærket af, at vi kvinder gerne har 1000 ting vi synes, vi skal nå – og aldrig finder nuet og tiden til virkelig at fordybe os?

Jeg ved en ting eller to om heste. Det samme om hudpleje, som jeg nævnte i mandags. Begge mine interesser er kommet med en god portion praktisk erfaring. Det gør det nemmere for mig at fordybe mig. Jeg (og mange andre kvinder) bør blive bedre til at være hvor vi vil, og ikke sprede os over alting, som skal nås hele tiden.

Jeg vil gerne være mere nørd. Jeg ville gerne vide mere om en enkelt ting end lidt om meget. Sådan er jeg nok ikke. Men jeg respekterer dem der kan og dem der kan sidestille andet og fokusere på én ting. Måske var det en ide, at vi brugte tid på at hylde det noget mere. At vi bidrog til, at skabe en base for, at dem der har viden, er dem der er cool. Måske den unge generation også ville tage det til sig hvis vi i en voksen generation kunne lægge fordommene fra os?

Tirsdags Tips #3 Videnskab

Jeg har taget en HHX studentereksamen, hvilket betyder at jeg lige præcis intet naturvidenskabeligt har i min bagage andet end det fra folkeskolen. Derudover valgte jeg en videregåendeuddannelse, som ligger i helt andet land end bioforskning, zoologiske vidundere og forståelsen for genmutation. For nogle år siden var alt det overstående også noget nær det kedeligste, jeg kunne komme på. Det var indtil jeg mødte min bedre halvdel som ved alt muligt om alt det ovenstående – og introducerede mig for en podcast verden af videns-nørderi. En verden, hvor alt det kedelige, bliver fortalt på måder, som selv jeg kan forstå og finder interessant. Det er en sjov ting med almen viden ikk’? Vi har alle vores områder. Det har været lidt en rejse, men jeg er kommet til at holde af at vide mere om, hvad der foregår i forskningens verden og hvordan vores fremtid måske kunne komme til at se ud. Så meget, at jeg har lyst til at dele et par nørdede tips:

Hjernekassen

Hvem falder ikke for brødrene Madsen? Den ene af slagsen, Peter Madsen, guider dig gennem en lille times podcast fra P1 en gang om ugen. Det er ikke den mest nørdede af slagsen, og det der egentlig gør programmet fedt er, at han tager et emne og virkelig går i dybden med det, sammen med et hold af eksperter. Han har gjort mig klogere på, hvordan de brugte LSD i psykiatrien på Frederiksberg Sygehus, taget mig på en rejse i spiseforstyrrelsens verden og gjort mig klogere på skilsmisser. Emnerne i Hjernekassen kan være af den mere komplekse natur, men generelt er de ret spiselige. Fælles er det, at Peter Madsen, snakker til selv den mest udenforstående og bidrager med både lidt humor og charme til hvert emne. Programmet virker altid en anelse uforberedt og impulsivt. Det gør det menneskeligt, hvilket gør at jeg føler mig velkommen i den ellers fremmede verden.

Videnskab.dk

Her bliver emnerne en anelse mere nørdede, men til gengæld varer programmet kun en halv times tid og man bliver udsat for mere relevante emner på et lidt mere overfladisk niveau. Værten er selv uddannet i den samfundsvidenskabelige verden, og interviewer journalisterne fra videnskab.dk om ugens artikler og højdepunkter. Hans egen ”uvidenhed” om de mange emner gør, at det er lidt mindre komplekst og let spiseligt. Det er en god podcast, når man bare gerne vil smage på de relevante historier. Podcasten bliver optaget på redaktionen, og larmen fra dagligdagen og den lidt distræte vært, gør også denne podcast mere velkommen for selv en økonomistuderende, som jeg.

24 spørgsmål til Professoren

Her bliver det nørdet. I en lille time går de virkelig i dybden med et ofte ganske komplekst emne. Det er helt sikkert ikke alle emner, du vil finde lige interessant – men podcasten er god. Den gør dig klogere. Jeg er vild med værten Lone Frank, som jeg først rigtigt faldt for, da jeg hørte hende til debat i Politisk Salon i foråret. Hun er arrogant på den der måde, hvor hun godt kan tillade sig det for hun er lynende intelligent, smart, cool og fuld af girlpower.

4 gode produkter til vinterhud

Jeg er en nørd, når det kommer til hudpleje. Og det er ganske enkelt, fordi min hud altid altid altid har voldt mig massive problemer. Da jeg var teenager tænkte jeg, at det blev super dejligt, når jeg blev ældre og hormoner ikke prægede min hud på samme måde. Iii at blive voksen. Det skete ikke, og min ellers langt fra teenagekrop har stadig urenheder som en på 16. Når din hud slår ud grundet hormoner, er det i øvrigt ved hagepartiet, når det kommer til dit ansigt. Andre steder i ansigtet er udfald af andre ubalancer som din tarmflora og stress. Hagen. Det er hormoner. En (meget ung) kosmetolog sagde engang til mig: ”Det skal du ikke være ked af, massere at gamle mennesker har stadig urenheder”. Bum. Gamle mennesker. Men jeg går ud fra at det betyder, at jeg ikke er alene med mit problem.

Der er mange ting man kan gøre ved uren hud, men en af de største faktorer er, at uren hud ikke er glad for tørhed. Ligegyldigt hvor de sidder og hvorfor du har dem. Selvom det kan virke fristende, at fokusere hundrede procent på at afrense, er fugten faktisk ofte langt vigtigere. Hvis du lader din hud tørre ud, så vil den selv prøve at skabe fugt. Det gør den ved at skabe fedt. Ergo flere urenheder. I øvrigt sidder alle de gode ting i din hud- og kropspleje gerne i det du lader sidde på, altså i cremer og serummer. I vintervejret, med kulde og ”falsk varme” fra radiatorer, bliver det endnu mere udtalt. Det er både læber, ansigtshud og kroppen, der er ofre. Her er 4 produkter, som jeg klart kan anbefale for at komme vinterhuden til gode:

#1 Pudderdåsernes Alt-i-en-salve.

I mange år har jeg sværget til eight-hour creme, når det kom til tørre læber, forkølelsesnæser og lignede. Men lad os nu være ærlige, den lugter og den er ganske dyr. Jeg har altid fundet Pudderdåsernes blog ret interessant. De snakker ingredienser, og de ved noget om det, der anmeldes! Først hoppede jeg på deres t-zone peeling. Den gjorde underværker. Og det gør alt-i-et-salven også. Det der skiller den fra fårene er, salicylsyre, som eksfolierer huden og fjerner døde hudceller, samtidig med den plejer.

Køb den her: Magasin

#2 Ling Dual Moisture Emulsion

Denne creme blev jeg tippet om hos DollFace, hvor jeg en gang imellem forkæler min hud med en ekstra rensende behandling. Den er super god til vinterhud, hvor der skal skrues lidt op for fugten. Jeg tror faktisk aldrig, at jeg er stødt på et bedre alternativ end denne, og har investeret i deres rens også. Prisen er i den lidt spicy ende, men bestemt det værd! Cremen er fyldt med squalane olie og hyaluronsyre, som efter sigende begge skulle være genial til tør hud – og kombinerer derved skintonic med serum. Den kan i øvrigt købes hos Magasin, og er du Goodiecard medlem der, så har de jævnligt 20% på alt skønhed – også denne.

Køb den her: Magasin

#3 Elizabeth Arden Honey Drops

En body creme, hvor jeg ikke helt ved, hvad egentlig gør den genial. Men hver gang jeg skifter, så skifter jeg tilbage igen. Måske er det honningen? Måske er det de beroligende planteekstrater der er i? Den fugter i dybden, og specielt om vinteren kan jeg virkelig mærke forskellen. Den er dog lidt tid om at tørre ind. Er man typen, der ikke kan lide en fed creme, så er det måske ikke alternativet, men døjer man med tørre ben, så er den virkelig pengene værd. Duften er jeg derudover også helt skudt i. Den kan i øvigt ofte fås noget billigere i Bilka, af alle steder.

Køb den her: Bilka

#4 Body Shop Bodyscrub

I min optik er det ikke alle produkter, du bliver nødt til at investere en formue i for at få kvalitet. Jeg prioriterer gerne, at købe en god ansigtscreme, som Lings, og går lidt ned i pris på mine bodyscrubs og showergels. Jeg synes, at The Body Shop leverer i den forbindelse. Egentlig er jeg ikke stødt på en bodyscrub fra dem, som jeg ikke synes om. Jeg kan godt lidt dem, der er lidt hårdfører, og køber derfor sjældent en polish versionen, men helst deres creme body scrub versioner. Jeg tror, at det er en smagssag, men generelt kan dog siges, at man skal huske at skrubbe. Man skal ikke overgøre det, men i hvert fald et par gange om ugen. Hvis ikke du gør, på kroppen såvel som ansigtshuden, så får du ikke fjernet de døde hudceller og dine cremer virker derved heller ikke optimalt.

Køb den her: The Body Shop