Forleden dag snakkede jeg med en kvinde, der havde sagt sit job op. Ikke for et andet job. Ikke engang fordi hun ville finde et andet job. I hvert fald ikke magen til. Nej, hun ville prøve noget helt nyt. Videreuddanne sig. Og det var på trods af, at hun var mor til små børn – og ganske sikkert har alle de forpligtigelser der følger. Min kæreste startede i sommer på et helt nyt studie. Smed den uddannelse han havde i rygsækken væk, og begyndte forfra i en alder, der er noget mere end gymnasiet plus et sabbatår. Begge har taget nogle drastiske livsbeslutninger. Vendt 180 grader og er begyndt at køre den anden vej. Fordi det var det rigtige. Men det er også pisse modigt, hvis du spørger mig. Og enormt sejt.

Da man var barn handlede mod gerne om langt mere håndgribelige ting. Hvem turde klatre højest? Overlevede man hele velkomst ruten og gav hånd til alle, når man var til ”voksen-fester”? Man blev også rost betydeligt mere for at være modig. Børn hyllede den, der nåede højest. Man fik ros fra sine forældre, når man havde taget runden rundt, helt rød i hoved, men stadig med en følelses af succes.

Som jeg blev ældre fik mod en helt anden mere fysisk betydning. Jeg var hestepige, så mod kom til at handle om, at opdrage unghestene og sætte sig op på dem, der endnu ikke var tilredet – eller bare dem, der var en del større end en selv. Det gav en dumdristig følelse af tilfredsstillelse og adrenalinen kunne altid mærkes. Og det var okay, at klappe sig selv på skulderen. Man havde faktisk været modig. Det kunne alle se.

I mine teenager år (og deromkring) blev det at springe ud i nye udfordringer, noget jeg ofte gjorde. Og gerne søgte. På den konto, sad jeg blandt andet i Kommunale Elevråd, speakede mit først hesteshow, da jeg var 12 år gammel, flyttede hjemme fra da jeg var 16 år – og valgte et helt andet gymnasie end alle de andre. For jeg skulle ikke fanges i tryghedszonen. Der skulle ske noget andet. Jeg opfattede det ikke som mod. Men bare noget jeg gjorde. Fordi jeg mente det var bedste. I dag synes jeg egentlig det var ganske modigt. At tage udfordringen op uden så meget pladder.

Idet at jeg er blevet ældre, har modet forladt mig en smule. Eller tryghedszonen har i hvert fald lullet mig lidt ind. I et voksent liv tror jeg ofte, at mod handler om, at turde mærke efter. Hvad gør mig glad? Hvad kunne måske gøre mig mere tilfreds? Er mit liv, som det skal være? Det er der, det bliver farligt. For tænk nu, hvis det var noget helt nyt og vovet jeg egentlig gerne vil? Tænk nu, hvis jeg ikke er glad i min comfort-zone? Tænk hvis jeg kommer til at skuffe?

Det kræver mod (og nosser faktisk) at ændre på det kendte. At turde at tage chancen. Eller risikoen. At sige fra. Jeg hader, udtrykket ”Man ved jo hvad man har”. For hold nu op, hvor er det begrænsende. Jeg vil langt hellere leve ud fra ”Tænk nu hvad man kunne få”. Det skylder jeg mig selv. Og det korte liv jeg har. Det skylder alle sig selv.

Så jeg har besluttet at være modig, og det første jeg har gjort er at starte denne blog. Det har krævet mod. Shit, hvor har snakket mig selv ned mange gange. Som om jeg var god nok. Cool nok. Klog nok… Men jeg drømte om at prøve. Så det gjorde jeg. Måske læser nogen med. Måske ikke.

Og jeg agter at fortsætte. Med at mærke efter. Om jeg skal springe. Forandre. Prøve. Eller blive lige, hvor jeg er. Og elske det med hud og hår. For det er også modigt. At give sig hen og åbne op. Og jeg vil også være modig nok til at rose dem der satser. Punktum.

Hold mig lige op på det, ikk’?